Tofu

TOFU - et stykke af livet


Hvad gør man når lægen siger kræft? Hvem skal man snakke med? Hvad med børnene? Hvad med manden, vil han kunne røre og se dig på samme måde som før? Falder alt håret af og skal jeg dø nu? Alle de spørgsmål kører med 210 kilometer i timen gennem hovedet på Su, da hun får diagnosen brystkræft.

Et problem kommer sjældent alene, og det gør det heller ikke i denne roman. Veninden Ditte prøver at være der for hende, men hun har samme bekymringer. Hvordan skal jeg hjælpe? Skal jeg sige hun ser dejlig ud, selvom hun ligner en man kan tippe i graven? Skal jeg forsøge at forføre hendes mand, så hun kan se hvilket svin han er? I sin iver efter at gøre det rigtige, så jokker hun selvfølgelig i et helt salatbed.

Ditte og Su er to helt almindelige kvinder i fyrrene, der deler deres problemer og glæder. Deres venskab har mange år på bagen, og de er i daglig SMS-kontakt med hinanden. Samtidig har de et fælles venskab med tre andre kvinder, hvis liv vi også hører om.

Måske byder bogen ikke på nogen endelig løsning – for hvem har en løsning på livet?